Om mig - Lisa

Hele min opvækst har jeg haft hund, og flere forskellige racer, lige fra den traditionelle Golden Retriver som min far tog til udstillinger med, til den store Sankt Bernhard, og til sidst havde de en Gul Labrador retriver.

Og jeg har elsket dem alle og græd, da de alle tog herfra. Jeg overvejede sågar som barn at jeg skulle være dyrlæge fordi jeg elskede dyr så meget. Men skæbnen ville noget andet......

Der skulle så gå rigtig mange år, før jeg selv syntes at jeg kunne tilbyde en hund et godt liv.  Både rammerne og tiden skulle være der til den. men lysten var der bestemt.

Efter næsten 10 års længsel, fik jeg mulighed for at overtage den skønneste lille pomeranian dreng - han havde desværre haft rigtig mange hjem, og også flere end tidligere ejer ville fortælle, og det havde desværre sat sit præg, så efter store dyrlæge regninger, da han ikke havde været hos sådan en i mange år, og ikke var blevet passet ordentligt, samt en masse timer med adfærdsspecialister, som kastede håndklædet i ringen, måtte jeg opgive drømmen om at det vil lykkes, og tænke på hans bedste, og lade ham få fred..... 

Men  selve drømmen om at have hund, havde ikke ændret sig...

Og den lille skønne pomeranian ville jeg fortsat gerne have....  men der skulle gå noget tid før jeg igen fik en.

For i mellemtiden ville min daværende kæreste godt have en hund som var noget størrer, men han vidste ikke hvilken.

Det blev til at læste op på rigtig mange forskellige racer, for at finde en som passede til os... når vi så havde fundet et par stykker, tog vi til hundeudstillinger for at se racen i live, og høre lidt mere om den fra ejer/opdrætter, end bare det man kunne læse på nettet. De første 2 gange vi var afsted, endte det med vi kom hjem og var blevet klogere på at de racer vi havde udset os, IKKE var noget for os alligevel, og startede fortfra...

3. gang var så lykkens gang så at sige, for igen var de racer vi havde udset os, ikke det rigtige valg, men imens vi gik rundt på udstillingen, stod der pludseligt en stor gruppe med de smukkeste Eurasier hunde....  vi fik spurgt ind til racen, og tænkte YES DER VAR DEN..... hjem og læse mere op på den, og JA det var den rette for os.

Vi fandt en skøn Eurasier han Kenzo, og han tog os med storm, og hurtigt efter fulgte min første Eurasier tæve Daisy.

Og selv om jeg ELSKER begge, kunne jeg ikke helt slå drømmen om en Pomeranian ud af hovedet.

Jeg vidste på forhånd at alt det med udstillinger og opdræt lige var mig, så jeg ledte efter en tæve som kunne være med til at starte mit opdræt...

Jeg fandt hende i Rusland, og selv om jeg var meget skeptisk over mange ting, så sprang jeg ud i det, og fik da også leveret en lille pige Sophie.

Hun var simpelthen så skøn, men lykken varede desværre kort.... for allerede ved hendes første dyrlæge besøg herhjemme, fik hun konstateret Patella - hvilket betyder at hun har løse knæskaller, og i en så slem grad at hun aldrig ville blive godkendt til avl.

Hvad skulle man nu gøre? opgive hele sin drøm om at arbejde med hunde, en drøm som har været der siden barns ben.

Jeg endte med at beslutte at finde et andet godt hjem til hende.

Nu ville jeg bare fokuserer på mine Eurasier, og få mit avlsarbejde op at køre.

Igang med at få taget alle de kurser det kræver - som indebære bla, viden om avl og genetik, hundeadfærd, og selvfølgelig en masse om det at ville opdrætte hvalpe.

Der skulle også trænes op til udstilling.

Og i 2020 fik jeg så opdrætter uddannelsen

Og endelig i 2021 fik jeg mit Kennelmærke, og de videre planer, er yderligere kurser og udd... skal bla. til et seminar senere på året som omhandler sygdomme i avlen, hvilket jeg glæder mig rigtigt meget til, og håber også på et uddybende kursus i bla. farvegenetik, og hundefotografering.. ja det hele spænder vidt, men alt handler om mine hunde.